Landsstævne: Albertslund efterfølger Gråsten

19-08-2019

Efter et vellykket BF-stævne 2018 i Sønderjylland bliver Albertslund Idrætsanlæg rammen om Beredskabsforbundets Landsstævne i september 2020.

Albertslund Idrætsanlæg uden for København bliver stedet, hvor flere hundrede frivillige fra hele landet mødes 11.-13. september 2020 til konkurrencer, hygge og fest, når BF-stævne 2020 afvikles.

”Det er et fantastisk sted til landsstævnet,” mener Benthe Petersen, Kirsten Nielsen og Sune Schønnemann fra BF-stævnets styregruppe.

"Vi har mulighed for at få samlet det hele på et relativt begrænset område. Der bliver rig mulighed for både at slappe af i stævnecaféen, og heppe på kollegerne på banerne. Der er gode tilkørselsforhold, og så er det uden for miljøzonen, så vi er sikre på alle køretøjer kan være med,” siger Sune Schønnemann – med henvisning til miljøreglerne, der forbyder tunge dieselbiler at køre ind i København, medmindre de har partikelfilter monteret.

”Og ikke helt uvæsentligt, så er der gode sovefaciliteter i gåafstand, nemlig på Herstedvester Skole," tilføjer han.

Landsstævnet, som afvikles i lige år, foregik i 2018 i Gråsten. Kreds Hovedstaden og Region Hovedstaden er værter for BF-stævnet i 2020. Tilmeldingen er ikke startet endnu. Men du kan følge BF-stævnet på Facebook her. 

Senere kommer der også indhold på stævnets hjemmeside: www.bfstævne.dk

 

 

BILLEDTEKST: Benthe Petersen, Kirsten Nielsen og Sune Schønnemann fra BF-stævnets styregruppe glæder sig til at arrangere næste års stævne i Albertslund. Kirsten og Sune er henholdsvis regionsleder og viceregionsleder i Region Hovedstaden. Benthe Petersen var som ansat konsulent i Beredskabsforbundet kraftigt involveret i afviklingen af det seneste landsstævne i 2018 i Gråsten. Siden er hun gået på pension, men hun har meldt sig under fanerne i styregruppen som frivillig.